Her ligger jeg nøgen på en luftmadras midt i det krystalklare græske øhav.
Ikke som en provokation eller for at tiltrække opmærksomhed, men som en stille væren, -en påmindelse til mig selv om, hvem jeg egentlig er, når ydre lag skrælles væk.
For vi bliver født nøgne, ubetingede, uden masker og uden krav.
Og så som årene går, bygger vi vores beskyttende lag på: Identitet, forventninger, frygt, perfektion.
Vi pakker os ind i historier om, hvem vi skal være, for at blive elsket og accepteret.
Men hvad hvis fred ikke er noget, vi skal finde derude — men noget vi skal huske, -noget vi kan lære at vende tilbage til gennem hengivelse, at slippe kontrollen, lade facaderne falde og bare være?
Når jeg ligger her på vandet, flydende uden tøj, uden filtre, uden undskyldninger,
mærker jeg forbindelse til det oprindelige i mig, -til den sårbarhed, frihed og fred jeg kom til verden med.
Jeg er ikke på flugt. Det er en hjemkomst. Jeg søger bare hjem.
En stille hengivelse til nuet, til livet ,til mig selv.
Og ja — det føles jo underligt. At være mest mig, når jeg har mindst på.
Men måske er det netop her, vi finder vores mest sande jeg: Når vi tør være nøgne, sårbare og hengivne.
En lille øvelse i hengivelse
Tag et øjeblik i dag — måske et sted, hvor du kan sidde eller ligge uforstyrret. Luk øjnene, og mærk din vejrtrækning. Forestil dig, at du langsomt tager lagene af: Bekymringer, forventninger, alt det, du føler, du “skal”.
Tillad dig selv at være helt som du er lige nu. Uden at ændre noget. Bare modtage dig selv med blidhed og åbenhed.
Hvis tanker dukker op, så sig stille til dig selv: “Jeg hengiver mig til dette øjeblik.”
Charlotte
