Jeg har så længe, jeg husker, haft en optagethed af at finde ud af, hvem jeg er. Livet har bragt mig mange steder hen på det indre og ydre verdenskort og hvor jeg, i mødet med naturen, andres gøren og væren, er blevet givet en stor spejlsal, til at finde mere hjem til mig selv.
Tid til fordybelse, nærvær og selvkærlighed finder jeg særligt i Indien ved foden af det hellige bjerg Arunachala i byen Tiruvannamalai. Her bor jeg 3 måneder om året med hengivelse til meditation, selvdisciplin, fordybelse, sang, musik, ritualer, fester, farver og nærvær både i larm og stilhed. Samvær med lokalbefolkningen der er så anderledes og så lig. En kærlighed og ydmyghed i deres væren, som ses i det de skaber stort som småt. Mødet med mennesker fra hele verden – et universelt fællesskab, der ligesom mig mærker en længsel efter at finde hjem til sig selv – i autentisk væren. Her, i den åndelige atmosfære og naturens kraft, åbner hjertet sig. Bjerget inviterer til at slippe kontrollen og dykke dybere ind i visdom.
Arunachala-højen | SRI RAMANASRAMAM
På vejen mod selvopdagelse lærer jeg, at nærvær og selvkærlighed er vejen til vores sande jeg. I naturens enkelhed og stilhed, kan vi spejle os. Denne erkendelse skaber en transformerende proces mod et liv i sandhed, fred, frihed og kærlig accept.
Arunachala kalder mig hjem – igen og igen
Jeg er kommet her i snart ti år.
Til den støvede jord, til varmen, til stilheden,
til det bjerg, der ikke forsøger at være noget,
og netop derfor bliver alt.
Arunachala kalder ikke med ord.
Det er ikke en lyd, man hører, men en stemning, der trænger ind.
Som en indre hvisken, der siger:
“Kom. Sæt dig. Gør ingenting. Vær.”
Hver gang jeg vender tilbage, er det som om noget i mig trækker vejret dybere.
Et lag falder af.
En tanke slipper.
Og det store spørgsmål begynder stille at tone frem igen:
Hvem er jeg?
Ikke som et puslespil, der skal samles.
Ikke som et problem, der skal løses.
Men som et stille kald ind i væren.
Charlotte – oktober 2025