I dag tændes ilden på Arunachala.
Jeg mærker den i mig.
En ild, der ikke længere brænder for at overleve,
men for at lyse.
Der findes steder i verden,
der taler direkte til det sted i os,
der længes efter at huske,
hvem vi allerede er.
Arunachala er sådan et sted.
Et bjerg, der rejser sig i landskabet
og et rum, der våger inde i os.
⸻
På vejen hjem til os selv
går vi ofte gennem to landskaber på én gang:
Længslen.
Freden.
Længslen minder os om,
at vi har elsket.
Freden minder os om,
at vi er i live.
Når de to kan stå side om side
uden kamp imellem sig,
begynder noget at hele.
Ikke fordi længslen forsvinder —
men fordi den bliver omfavnet.
⸻
Der opstår et mellemrum.
Et sted hvor gamle mønstre giver slip,
og det nye endnu ikke er formet.
Før kunne det føles som et vakuum.
En tomhed vi frygtede.
Men langsomt opdager vi,
at tomheden også kan være et åndedræt:
pausen mellem to stille øjeblikke af liv.
Et helligt overgangssted.
Her bliver længslen
en stille vejviser hjem —
ikke en lænke.
⸻
Når to mennesker bliver stærke spejle for hinanden,
kan kærligheden føles som et sakralt rum.
Hvor både lyset og frygten
må vise sig.
Ikke for at straffe,
men for at åbne.
Jeg har set sider af mig selv,
jeg engang ville flygte fra.
Nu ser jeg dem som døre
til større kærlighed.
Heling er ikke
at fjerne alt, der gjorde ondt.
Heling er at møde det med et blødere hjerte —
og lade tilgivelsen falde indad først.
⸻
Jeg står ikke længere i rosenbusken.
Jeg står med en blomst i hånden.
Ikke fordi livet blev mildt —
men fordi jeg blev stærkere
og mere nænsom på samme tid.
Jeg elsker ikke længere for at blive hel.
Jeg elsker, fordi jeg allerede er hel.
Stilheden er blevet min ven.
Ikke som fravær af nogen —
men som nærvær af mig selv.
Stilhed er ikke tom.
Stilhed er fyldt.
Stilhed kan bære sandhed.
Stilhed kan bære fred.
Stilhed kan bære ukendt fremtid
uden at vække frygt.
For stilheden er det,
der er tilbage
når alt det unødvendige
har faldet bort.
⸻
Arunachala minder mig om:
At den ild, vi søger,
allerede brænder i os.
At kærlighed ikke behøver at
holde fast
for at være sand.
At vi går hjem
ikke når vi finder nogen —
men når vi finder os selv.
⸻
Så jeg står her nu:
med flammerne foran mig
og lyset inde i mig.
Længslen må gerne være her.
Freden må gerne blive.
Og vejen må gerne tegne sig,
mens jeg går.
For det er sådan livet åbner sig:
Ét skridt.
Ét åndedræt.
Ét stille øjeblik af liv ad gangen.
Charlotte
