- Lad kærligheden gøre fyldets
Der er en tid, hvor mørket ikke længere skal forklares.
Hvor vi ikke behøver at skubbe det væk eller lyse os igennem.
Julen er sådan en tid.
Ikke fordi alt bliver lyst,
men fordi vi huskes på det lys, der aldrig forsvandt.
Der findes et lys, som ikke tændes.
Det er der allerede.
Det larmer ikke, kræver ikke opmærksomhed,
men bliver ved —
også når vi er trætte, alene eller har mistet orienteringen.
Alt det håb, medfølelse og kærlighed vi er givet,
kommer ikke som belønning.
Det kommer som gave.
Uafhængigt af om vi føler os værdige,
eller om livet lykkes, som vi havde forestillet os.
Nogle gange dugger vinduerne til.
Af sorg, længsel, gamle mønstre
eller relationer, der kostede mere, end de gav.
Og alligevel er lyset der.
Ånden tørrer med vinden duggen af ruden,
så vi igen kan se
— ikke et nyt lys,
men det, der hele tiden var der.
Selv i mørket.
Forbundethed er ikke altid at stå sammen.
Nogle gange er det at stå alene
uden at være adskilt.
At høre til,
uden at gå på kompromis med sin sandhed.
At mærke, at man er båret,
også når man ikke længere kan bære sig selv.
Julens håb er ikke ønsket om,
at noget snart bliver anderledes.
Det er hvilen i,
at noget allerede er sandt.
At der findes en vej hjem,
som ikke skal findes,
men huskes.
Ordene kommer ikke, når vi presser dem frem.
De kommer, når vi er stille.
Helt gennemsigtige.
Uden beregning.
Som hvisken ved hjertets port.
Og dér, i det rum,
hvor vi ikke længere forsøger at fylde noget ud,
får kærligheden lov
at gøre fyldets.
Fred være med dig.
Fred være med mig.
Fred være med os alle.
Charlotte
