Nogle sange finder os på det helt rigtige tidspunkt. For mig var det “Send in the Clowns”, sunget af Mark Kozelek. Jeg havde aldrig hørt den før, og alligevel føltes den som et ekko fra noget dybt inde i mig. Alt blev stille – som om musikken trak sløret væk fra noget sandt.
Sangen handler om to mennesker, der ikke helt mødes. Om den smerte, der ligger i misforståelsen – i at længes, men ikke få det til at gå i hak. Men under overfladen gemmer sig en universel fortælling: Om forholdet til os selv. Om at turde se vores egne skævheder og møde dem med kærlighed.
Når vi gør det, åbnes et stille rum. Et rum af medfølelse og lethed. Et rum, hvor vi ikke længere skal præstere for at fortjene vores egen kærlighed. At vi allerede er elsket.
Og så, langt senere, gik det op for mig: At det, der bevægede mig så dybt i sangen, allerede fandtes lige foran mig.
HOSPITALSKLOVNENE OG HJERTETS SPEJL
For det er præcis det, hospitalsklovnene gør. De går ind dér, hvor livet gør ondt. De bringer nærvær, humor og menneskelighed ind i det rum, hvor frygten bor.
De bryder forventningen. De åbner et vindue til frihed – og minder os om, at vi kan være hele, selv når vi er sårede.
Jeg elsker at samarbejde med dem. De minder mig om, at heling ikke altid er alvor. Nogle gange er den en latter med tårer i. Et smil midt i stilheden. Et møde uden maske.
Sammen går vi over broen fra gøren til væren – dér, hvor hjertet bare får lov at være.
LUK KLOVNENE IND
(et digt om selvaccept og blid erkendelse)
Er det ikke mærkeligt,
hvordan jeg altid svæver
mellem fortid og fremtid,
mens jeg glemmer nuet?
Jeg har ventet på noget —
en kærlighed, en mening —
men måske var det mig selv,
jeg skulle åbne for.
Luk klovnene ind.
De masker, jeg bar,
skjulte ikke bare mig selv
men også min længsel,
efter fred og helhed.
Hvor mange gange må jeg falde,
før jeg ser,
at hvert fald er en invitation
til at rejse mig med nåde?
Jeg troede, jeg skulle mestre det hele,
men måske handler det om
at give slip
og lade livet folde sig ud.
Luk klovnene ind —
de blide stemmer indeni,
der hvisker: Du er nok.
For det er det, vi gør, ikke?
Vi bøjer os,
vi heler,
vi finder hjem til os selv.
Jeg bukker for min egen sjæl —
for alt, hvad jeg var,
og alt, hvad jeg er ved at blive.
Luk klovnene ind.
De er allerede her —
og jeg er hjemme.
AFSLUTNING
At lukke klovnene ind er at give os selv lov til at være levende. Og i det øjeblik, hvor vi tør det – kan vi mærke, at vi allerede er hjemme.
Måske kan vi alle have glæde af at sænke skuldrene en gang imellem – og lade de masker falde, vi troede, vi skulle bære.
At møde os selv uden rolle, uden krav.
Hvordan ville det føles, hvis du bare et øjeblik ikke skulle gøre noget for at være elskelig? Hvis du bare mærkede, at du allerede er elsket.
Jeg inviterer dig til at finde den stilhed, hvor hjertet ikke præsterer, men blot banker. For måske er det netop dér, vi mødes – i væren, i kærligheden, i livet selv.
Charlotte
