Snart rejser jeg til Indien.
Ikke for at finde noget nyt —
men for at lade det, der altid har været,
træde frem i lyset.
Et nøglehul i denne rejse hjem
er at slippe forventninger.
Forventninger trækker sindet fremad,
mens nærvær kalder mig tilbage til nuet.
Når jeg ikke længere forsøger at nå frem,
viser livet selv vejen.
For hvad står tilbage,
når alt det planlagte falder væk?
Måske netop dette:
et stille nærvær,
der ikke kræver noget,
ikke kalder på forandring —
men lytter.
Som jorden under fødderne.
Som vinden mod huden.
Som en indre puls, der hvisker:
du er allerede her.
Nærværet er ikke noget, jeg gør.
Det er noget, der sker,
når jeg holder op med at styre.
Som en blomst, der åbner sig,
fordi solen er.
Og måske er det sådan,
jeg nu rejser —
ikke for at finde,
men for at folde mig ud.
Måske kalder livet også på dig —
ikke for at tage af sted,
men for at være, hvor du allerede er.
Vi rejser hver især på vores måde,
men nærværet er altid det samme sted at vende hjem til.
Charlotte
